Vinylpladen er tilbage!

Vinylpladen. Den runde, flade, sorte sag er vendt tilbage på hylderne efter flere år i skyggen. Et produkt, der siden 1940erne havde været det altdominerende format måtte se sig slået af den blanke, smarte og væsentligt mindre cd i starten af 1990erne. I dag er kampen vendt, og det er nu cd’en, der er ved at være ved vejs ende som fysisk musikmedie.

Når vi taler om vinylpladens retur, så er der ikke bare tale om endnu en kortvarig forbrugertrend som fx fidget spinners og andre modediller, der forsvinder med samme hast som de bliver populære. De sorte tal på bundlinjen taler sit tydelige sprog – lp’en er her igen og interessen for den er enorm – måske endda større end den har været tidligere, i hvert fald i form af livsstilsprodukt.

På trods af, at det er mere end ti år siden, det igen blev muligt at købe nyt musik på vinyl, og vi efterhånden har vænnet os til tanken, så er der alligevel grund til at klø sig lidt i nakken og undre sig over, hvordan det er kommet så vidt? Man skulle ellers synes, at det i vores tidsalder var mere oplagt at lytte til mere eller mindre gratis, digitale signaler bestående af 0- og 1-taller end de analoge lydbølger fra en forældet teknologi.

Jeg tror svaret er ganske jordnært. Det handler om nærhed til musikken, det at investere i en ting som man kan holde i, studere, mærke og ikke mindst passe på og beskytte. Investeringen er ikke kun i form af penge, men også følelser og ansvar. Der adskiller vinylpladen sig markant fra streaming! Streaming tilbyder alverdens musik lige ved hånden, men har ingen andre dimensioner end lyd. Man kan ikke læse teksterne til sangene, eller vende coveret og tjekke bagsiden ud, man kan ikke løfte den og indsnuse duften af frisk vinyl. Kort sagt; man kan høre det, men man kan ikke mærke det. Og meget vigtigt for nogle musikentusiaster – man kan ikke samle på streaming. Eller købe det brugt.

Men er det nu helt tilfældigt, at vinylpladen er tilbage?

Jeg tror ikke, man skal være blind for, at vinylens genkomst kan være båret af en ualmindelig kvik markedsføringsidé. Vinylpladen begyndte for alvor sin deroute, da det blev muligt at brænde kopier af cd’er. Det fik alvorlige konsekvenser for musikbranchen, og da vi i slutningen af 90’erne lærte at rippe vores cd’er til digitale filer og dele dem på nettet, blev det nærmest dumt at købe sin musik. Man kunne jo bare få den gratis. Og ting der er gratis, glemmer man ofte at sætte pris på.

Situationen blev gradvist og hurtigt værre, så noget måtte gøres. Idéen om at bringe vinylen tilbage kan, efter min opfattelse, sagtens være født ud fra den betragtning, at pladeselskaberne og kunstnerne stod mere eller mindre magtesløse over for den digitale udvikling og anarki der herskede på nettet.

Heldigvis lykkedes strategien og udviklingen er endelig vendt. Vi oplever en stødt stigning i salget af musik og nye spændende pladebutikker slår dørene op – både fysisk og på nettet. Det er med til at skabe fornyet interesse – både blandt ’de gamle’, men også de helt unge. Det skaber bevidsthed om ikke bare musik, men også et fokus på at give musikken plads og tid til fordybelse. Her kan man nemt dyrke den mindfulness og jagt på nærvær som også er oppe i tiden. En plade tager den tid en plade tager, og den kræver at vi er til stede og engagerer os i dens afspilning.

Vinylpladen rummer så mange fortællinger – ikke kun om selve musikken, men også om tilblivelsen af selve produktet. Om gamle, stolte håndværkstraditioner, som nær var blevet glemt, men som i disse tider tillæres af nye folk, der er fascineres og tryllebindes af de sorte plader og al deres væsen.

For os der husker en tid før cd’er og mp3’er er der uden tvivl også en god portion nostalgi forbundet med glæden ved at se vinylpladen tilbage. Det er betryggende igen at kunne bladre i kasser med nye plader og lige så hyggeligt er det at komme hjem med dagens fangst og sætte gang i pladespilleren.

I dag er streaming dog stadig suverænt den mest udbredte måde at lytte til musik på, der er lang vej til tronen, hvis vinylpladen skal indtage førstepladsen, men salget af vinyl stiger år for år i lighed med salget af pladespillere. Det er helt i orden.

 

Jeg siger bare: Velkommen tilbage!

 

Besøg Søren’s side her: http://www.altomvinyl.dk/

4 tanker om “Vinylpladen er tilbage!

  1. Stefan siger:

    Tak for skrivet, Søren. For mit eget vedkommende, så skulle der ikke mere end en kop kaffe til, og et besøg af en nu tidligere nabo som selv har hylde op -og hylde ned fyldt med plader. Et par dage efter, der tog jeg min datter med ned og købte min første nye pladespiller i mange år. Siden er de gamle højtalere også skiftet ud, og i dag tæller vinylsamlingen over 600 plader.
    Én af de ting jeg selv er mest fascineret af efter jeg er begyndt at købe plader igen, det er helt suverænt pladernes histore. Fra man bladrer pladerne igennem på markeder, messer, genbrugsforretninger eller de mange nye fysiske butikker der dukker op, så er historien med til at gøre det sindssygt spændende. “Hvem har ejet denne plade før”?. Eller “Før ham/hende” endda? At sætte pladen på og også der føle historikken, det er for mig noget at det mest spændende. Lysten til at sætte sig ned og lytte musik igen er også tilbage, og jeg nyder hvert et øjeblik.

  2. Søren siger:

    Hej Stefan – tak for din historie. Det er helt de samme ting der også fascinerer mig ved pladerne. Der er noget ganske særligt ved at lytte til musik når man rent faktisk tager sig tid til det 🙂 vh Søren

  3. nielslorentzen siger:

    En bog vi har ventet på længe, rigtig godt gået en bog man må have. Det er en bog man tager frem gang på gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *